Næste stop – Kiel

Dette bliver et indlæg uden billeder lige nu…nettet er dumt og den vil ikke som jeg. De kommer på i morgen, når nettet (forhåbentlig) er bedre. Men ord er vel bedre end ingenting.

Nej, nu er der billeder…juhuu!

Nu er vi i Kiel og venter på at komme igennem Kielerkanalen i morgen tidlig. Turen tager ca 9 timer og skal selvfølgelig helst foretages i solskin og med glade børn og god mad. Vi skal bare helst sove en masse først. Men se lige hvordan her ser ud lige nu.

I går havde vi en hyggelig dag i Spodsbjerg. Vi slappede af og hang ud på båden. Og vi er blevet super gode til det. Vi har fået noget der minder om en hverdag. Jeg havde fx alle 3 unger (og mig selv) igennem lusekur i går…Liva har haft så mange lus og jeg gider bare ikke at have lus med på jordomsejlingen. Det er virkelig en del af hverdagen, som jeg ikke kommer til at savne. Nu har alle fået lusekur og vi burde kunne tage ud i verden uden lus! Ja altså, Christian har ikke fået lusekur, for han nægter. Han påstår, at han aldrig får lus…og han er jo kaptajn og bestemmer på båden, så han blev ikke kæmmet. Foto af fedtede børn med lusekur:

Liva fandt sit lego frem i går – og det har hun altså ikke leget med i 2 år…! Der er ved at falde ro på hende og hun fordyber sig heldigvis mere og mere i sine ting.

Og så fik vi besøg fra København. Juhuuu, gæster på båden – Marie, Frederik og Emmy hjemme fra Østerbro. Marie kom og gav mig et af den slags knus, som jeg ikke vidste, at jeg savnede. Et af de knus, som børn og mand ikke kan give, men som er helt og holdent forbeholdt veninder. Det blev lidt tomt bagefter. Dem glæder vi os til at se ude i verden igen! (Nu med foto af de smukke 3 københavnere).

 

Det var desværre et kort besøg, men det var skønt. Liva nød at lege med en jævnaldrende pige. Desværre har vi endnu ikke mødt en masse børn i havnene. Man kan godt mærke, at sommerferien er slut. Ungerne savner det havneliv, som de plejer at dyrke i ferierne. Vi håber det kommer, når vi bevæger os længere sydpå.

I dag har vi sejlet fra Spodsbjerg. Vi havde sat vækkeur til kl 5.30 og var ude af havnen umiddelbart efter. Ungerne sov først, men efter kort tid, vågnede Gusse og kom noget søvnig væltende op til os. De små sov videre.

Turen i dag startede ganske som prognoserne havde forudsagt – 6-8 m/s fra vest- og vi fløj ned langs Langelangs kyst de første par timer. Men da vi så kom i Østersøen, fandt vinden pludselig ud af, at det var os…altså selveste båden Johanna – og så kom modvinden (vores tro følgesvend) igen + 2 meter høje bølger. Jeg havde lige en periode, hvor jeg var virkelig dårlig og ret så sur (mest på Christian selvfølgelig, fordi han havde slæbt os med på denne håbløse jordomsejling). Men jeg tog mig sammen og fik igen bekræftet af kaptajnen, at vi altså har været super uheldige og at det IKKE er dette, vi forventer de næste 2 år. Heldigvis fik vi også sol og varme og det begyndte at lugte lidt af sommer.

Liva tog roret i lang tid i dag og det er hun super god til. Hun kan ikke se, hvad hun styrer efter, men hun har en super fornemmelse for båden og styrede den så fint. Vi blev enige om, at hun faktisk er en slags “båd-hvisker”. Hun er ikke bange for bølger mere og gider i det hele taget godt det her projekt. Så fedt!

I dag var det Gustavs tur til at tage en lur under sejladsen. Han havde også været tidligt oppe og nød at ligge i sol og bølger og hvile sig. Vildt at han kunne i de kæmpe bølger! Jeg kæmpede mest for at holde alt inde i mig…

Bertram er super god til at overtage roret, hvis Christian lige skal noget og der er behov for styring. Han har stadig lidt en tendens til at blive søsyg og derfor er den aller bedste plads for ham lige ved roret, hvor han kan følge med i det hele.

Vi fangede et lille uvejr, da vi var meget tæt på havnen. Det blæste 14-16 m/s og regnede og alle var trætte. Vi fik derfor Christian overtalt til at droppe sit krydsen-rundt-for-sejl-projekt og fik ham til at tænde motoren. Så var der larm, men vi kunne i det mindste tage en direkte vej i havn.

Nu er vi i Holtenau, på en slags vente-plads, hvor alle både der skal igennem Kielerkanalen holder og venter. Her er fint. Liva kan fange krabber fra broen lige ved båden. Udsigten er skøn og her er stille. Vi har lige været på restaurant og har spist den obligatoriske wienerschnitzel (eller det har Gustav og Bertram). Christian og jeg fik risotto…og vi elsker bare, når vi ikke skal lave mad!!
Vi har selvfølgelig ikke hævet euro…for det gør man da bare, når man når frem. Åbenbart ikke her i Holtenau! Vi fandt en bank med hæveautomat i byen, men den ville ikke acceptere ét eneste af vores 5 kort?! Så gik vi rundt på samtlige caféer i havnen, men de accepterede ikke udenlandske kort – kun cash! Fuck, fuck, fuck. Jeg havde lovet ungerne is…(også i går og der nåede vi det ikke – så jeg skyldte). Pludselig kom Gustav i tanke om at han havde 10 euro fra sin nonfirmation (mega meget 1000 tak, Jonatan og Laura for at være så skarpe at give udenlandsk valuta, når nu vi er så utjekkede!!). Og så var isen reddet.
På vej tilbage til båden – sultne, men dog ikke sure, for de havde jo fået is – opdagede vi en restaurant, som så lidt mere organiseret ud med egen parkeringsplads und alles… Og yes!! De tog visa-kort. Så der sad vi, helt røde i kinderne af sol og vind, Liva med redningsvest og mig i lange underbukser, Gustav og Bertram med fedtet hår fra gårsdagens lusekur og Christian helt lykkelig og sulten. Nu har vi spist. Alle er glade og trætte. Liva fanger stadig krabber og drengene spiller computer.

Jeg begynder at kunne mærke, at det er det her, det handler om. Det er hårdt engang imellem, jeg bliver bange for bølgerne engang imellem og synes, at der er mange jeg skal passe på midt på det store hav. Men når jeg bliver mindet om, hvad der var vigtigt og hvad der fyldte i hverdagen (små irriterende problemer og stress-faktorer), så er jeg så lykkelig for at vi har kastet os ud i det. Vi er kun 1 uge henne og vi har mødt SÅ meget modvind. Men vi bliver sejere og sejere og vi har sejlet i hårdere vejr, end vi nogen sinde før har gjort. Og vi har klaret det. Vi er mest glade og spændte. Vi savner og taler meget om det der hjemme. Men det er ok. Savnet bliver mindre, efterhånden som vi mærker, hvad der venter os. Lige nu kan vi mærke at det føles godt.