Om en svær afsked

Vi har svært ved at forestille os, at livet kan leves på andre måder end den her, som vi har gang i. Men det ved vi jo godt, at det kan. Det er bare meget langt væk. Heldigvis. Ihvertfald på nogle punkter.
Når jeg kigger på mine unger og på deres kroppe og deres ansigter, så kan jeg se at de bruger sig selv på en helt anden måde. De er blevet sådan lidt “caribiske”. Deres skuldre er helt afslappede, de vil hellere udsætte til i morgen end skynde sig at gøre noget som helst i dag og de lever helst i vandet.
Man får en usandsynlig god balance, når man opholder sig på en båd dag og nat – specielt når man ligger for anker (og ikke i marina). Ungernes blå mærker fra starten af turen er væk, de bliver ikke længere kastet ind i ting ved pludselig rulninger i ankerbugten. Kroppene er ligesom klar til det på en måde som ikke var eksisterende tidligere.
De har ikke længere helt så travlt med at komme ud og opleve hele tiden og hver dag. En dag på båden eller to eller fem er helt ok (måske er det også det caribiske der kommer frem der…?). Men den ro er skøn.

Nu har vi sagt farvel til mange mennesker, mange venner og mange både. Og det bliver ikke nemmere – og det er her, det ikke altid er verdens bedste liv! Denne sidste afsked er det værste og hårdeste jeg har udsat mine søde unger for på turen indtil videre.
Bølger, vind og lange ture uden land – bare kom an! Det klarer vi sammen, brokker os og og bander lidt og står igennem. Kommer i land eller for anker og så er det næsten glemt. Og så vokser vi af den oplevelse. Sammen og hver for sig.

Men afsked med venner, som man har delt alt med de sidste 4 måneder…av, av, av. Når jeg ser Bertrams små brune skuldre falde helt sammen, hans våde øjne der prøver og prøver at blinke tårer væk og mærker hvor stor sorgen er lige der. Og når jeg mærker hvordan han lukker sig helt inde og bare prøver at holde sammen på sig selv, så tænker jeg sgu igen, om det er det værd…Altså om det er det værd, at åbne op og møde en masse dejlige og vigtige mennesker, når vi ved, at vi skal igennem den her hårde afsked hver gang. Jeg ved jo godt, hvordan det føles på min egen krop og det gør det så super svært for mig at hjælpe Bertram lige der. For det kan jo ikke nytte noget at vi græder om kap.

I dag (for 20 min siden) har vi sagt farvel til “Drum”. Vi har prøvet at fylde ungerne med is, slik og sodavand – og selvfølgelig en masse kram og kys – men det virker ikke godt nok og man kan ikke så godt fylde dem op på forhånd. Det gør stadig ondt. Vi er stille og har været i et mærkeligt humør de sidste mange dage – og vi ved jo godt at vi er dårlige til det her. Nu forsøger vi at se fremad og samtidig være lige her. Og måske håber vi, at vi opdager, at “Drum” stadig ligger lige der og er klar på leg, happy hour og god snak. Når vi vågner i morgen. Men vi har jo vinket dem på vej, så vi ved faktisk godt at de er sejlet. Og vi har pakket en halvvejskasse til de sødeste “Drum-børn” – som forhåbentlig bliver fundet frem lige der midt på Atlanterhavet.

Lige nu har vi ingen venner her hos os. Alle vores venner her i den store verden er sejlet fra os – og er lige nu på vej over Atlanten og hjem til Danmark. Og Polonica er på vej til Danmark for en stund. Og 7Seas på vej til Berlin. Og alle de andre gode gamle venner er hjemme i Danmark.

Og vi sidder her. Og har spist store is og en masse slik. Og blinker tårerne væk eller gemmer dem bag store solbriller. Og jeg ved ikke om jeg magter flere nye venner og flere afskeder. Men så bliver det bare et meget langt år – helt uden venner. Og det kan vi jo heller ikke finde ud af.

Lige i dag er “fuck” altså det eneste rigtige ord her ombord.