Saba – bare tag dertil…!!

Vores første indtryk af Saba var som jeg skrev her at øen virkede øde og ufremkommelig. Men da vi først havde vadet de 800 (!!!) trin op fra vandet og til en nogenlunde fremkommelig vej, så det pludselig helt tilforladeligt ud. Så opdagede vi at vi skule gå i yderligere 30 min for at komme til havnen og customs and immigrations-kontoret. Og så var vi på tre forskellige kontorer og fik virkelig mange oplysninger – herunder to meget vigtige:

1. At man faktisk slet ikke må gå i land hvor man lyster på Saba. Det er farligt og de har oplevet, at der er mange, der kommer til skade på grund af store dønninger. Og hvis de klarer at komme i land i deres dinghy (uden personskader), har de endnu oftere oplevet at den dinghy der lå der tidligere på dagen, er blevet taget af de der store dønninger. Så vi var noget bekymrede over hvilket syn der ville møde os, når vi igen havde gået de 800 trin ned af de mange trapper igen.

2. At man under INGEN omstændigheder måtte bruge sine harpuner i marineparken…(som åbenbart omgiver hele Saba). Og at coastguarden sejler rundt og tjekker bådene der ligger i den bugt vi ligger i.

Efter de mange formularer og informationer, var vi klar til at indtage Saba. Nu var vi her legalt og havde skrevet under på at vi ikke ville bruge vores harpuner. Så ingen havde travlt med at komme hjem. Den største by på Saba hedder Windwardside og er helt speciel og meget særlig. Stemningen kan ikke beskrives – hvis man er på vej til Caribien, må man ikke snyde sig selv for denne ø eller denne by. Det lokale museum styres af 6. eller 7. generations Saba’er. Hun fortalte og fortalte om øen og dens historie og ungerne legede imens på den lille legeplads der lå udenfor det lille museumshus. Overalt gik der gedekid og kaniner hoppede rundt på den lille kirkegård, der lå midt i byen.

Alle var hjælpsomme og smilende og emmede af “jeg bor i Paradis”.
Det er ikke som noget vi har oplevet før – det er alle enige om. Og vi gad virkelig godt at komme tilbage. Eneste kæmpe minus er den meget besværlige indklareringsprocedure.

Vi klarede de 800 trin ned og vores dinghy lå der stadig. Vi kom helskindede ud til Johanna igen. Og havde mega ondt i vores ben. Alle de mange trappetrin og varmen kunne mærkes.

Under vores check-in i marineparken, mødte drengene selvfølgelig en ung fyr, der arbejdede på øen og som kunne fortælle alt om livet under vandet. Med den ny-indsamlede viden, var alle meget klar på at snorkle – og lade harpunerne blive hjemme. Nu med store forventninger om at se hammerhajer…
De kom tilbage efter 1,5 times snorkeltur og havde svømmet med både skildpadder, revhajer, nursehajer og en tarpon. Det var ren lykke.

Næste morgen var Liva klar på at tage med. Og nu har hun ægte klappet en skildpadde på skjoldet OG svømmet med en Caribisk revhaj. Der var vild panik (og hoppen op på ryggen af Christian), men der var også begejstring. Og hvor mange 7 årige piger har svømmet helt tæt på en haj…? Det kan hun godt få øje på er ret sejt!

Efter den vellykkede snorkeltur gjorde vi os løs af bøjen og satte kurs mod St.Martin.