Vi vil bare helst blive…

Stadig i Georgetown, Bahamas. Vi kan ikke komme væk. Hver dag aftaler Christian og jeg, at “i morgen” sejler vi videre. Og hver dag får ungerne overtalt os til at blive en dag mere. Og det er slet ikke svært for dem. Her er virkelig skønt. Og her er virkelig nemt at være. Og så er der bunker af børn! Lige som vi har drømt om og sukket efter de sidste maaaange måneder.

Nu er de her. Børnebåde fra Canada, USA og Australien med børn i alle aldre – og legekammerater til alle! Der er ovenikøbet teenagere! Piger, der gider at synge til Gustavs guitarspil med fine lyse stemmer på stranden rundt om bålet. Og Liva har endelig fundet en bunke piger, som gider at lave gymnastik på stranden. Og Bertram får surfet med en masse andre bådbørn. Endelig. Alt det vi har glædet os til og fantaseret om de mange kedelige måneder på St.Martin. Og så har vi travlt. Det er så dårlig timing og helt ærligt, så har jeg drømt om at kunne sige “fuck det, vi bliver bare et par måneder mere“. For sådan har vores liv jo været en stor del af tiden de sidste 22 måneder. Vi er sejlet videre, når vi var færdige med at opleve, lege, nyde og opdage.

Men nu er vi allerede på vej ind i en struktur, som er styret af tid. Vi har ikke tid til at blive her så længe, som vi godt kunne tænke os. Og pludselig virker den der hverdag hjemme i Danmark meget lidt lokkende…for der er den der tid jo også styrende for alt. Og tid har ikke fyldt meget for os. Vi har stadig ikke styr på hvilken dag det er, hvad klokken er eller hvornår vi sidst vaskede os. Og det er så helt rigtigt for os – og vi er blevet så gode til at leve på denne måde.

Men vi skal videre. Vi ved det godt. Skal helst være i Nassau i slutningen af denne måned, så vi kan gøre klar til at krydse, når det rigtige vejrvindue kommer. Og det ville da være skørt ikke at nå at opleve “James Bond grotten” og svømme med grise og klappe hajer – alt sammen på vej til Nassau. Alt det har ungerne glædet sig vildt til. Men det eneste de har lyst til nu, er at vågne tidligt, kaste morgenmad i sig (helst springe skole over), padle ind på stranden på vores board og mødes med de ca 10-12 andre børn i alle aldre. Og så ser vi dem ikke. Så er øen deres og de glider ind og ud af lege, guitarspil, sang, surfing og volleyball. Vi sejler ind og afleverer mad, drikke og solcreme, når vi synes de har været uden vådt og tørt for længe. Så samles alle børn og voksne om eftermiddagen – og efter et par timer med snak, bål og badning, hives ungerne med ud til båden for at få lidt mad. Derefter er der mørkeleg på stranden med skrig, der kan høres på alle både i ankerbugten. Og så kommer de hjem. Rødkindede, saltede, trætte og helt lykkelige.

Jeg kan godt forstå, de ikke vil væk fra dette.

Det vil jeg egentlig heller ikke.