Tilbage for anker…

Vi er rykket ud for anker igen. Desværre var der ikke plads til os i marinaen længere. Så nu skal vi prøve et liv med baby for anker. Det bliver helt sikkert en stor ændring. Ungerne har vænnet sig til at kunne løbe frem og tilbage mellem båd og land, at have den frihed at kunne bevæge sig alene (og ikke altid i flok) og det er blevet til mange timers leg med alle hundene i marinaen.
På den anden side er det en enorm lettelse at rykke væk. Der har været en mærkelig stemning derinde. Alle kender alle og de fleste har noget imod hinanden. Det betyder en stemning, som går lige i maven på en nybagt mor fuld af hormoner…

En dag kom Liva tilbage til båden efter at være blevet udsat for én af de der mænd, som hver dag klokken 17 har drukket lidt for mange øl og derfor ved alt i hele verden. Han havde spurgt til lillebrors navn og sagt til søde og stolte Liva, at det var “a bad name for the baby and we shouldn’t call him that“. Derefter havde han højlydt undret sig til de omkringstående over at vi som en dansk familie valgte et navn som Sylvester – for det kan man da ikke hedde i Danmark.

En anden dag, da vi kom tilbage på båden, hvor drengene havde været alene, var drengene dybt chokerede over at manageren havde været i kæmpe skænderi med en kunde på en båd – et skænderi som nær udviklede sig til slagsmål og som endte med at de bandt den stakkels sejlers fortøjninger op og kastede dem ud til ham og bad ham om at skride…

Der er et miljø her, som er så usundt og de stakkels unger bliver irettesat hvis de smækker døren, kalder på en sovende hund osv… Og jeg har kæmpet for ikke at tage alle kampene og blive løvemor hvert 5. minut…jeg har på en måde lovet Christian at prøve at holde ud og ignorere det og snakke med ungerne om det i stedet for at skændes med hele marinaen. Det var hårdt.

Man skal ikke glide af når det gælder de der unger…det har min mor lært mig, ved selv at være verdens bedste løvemor. Men lige i den her situation i marinaen skulle jeg.

Christian lægger på værkstedet dagligt øre til at den ene efter den anden kommer og bagtaler en eller anden kollega…men han kan godt lukke af og være i det. Åbenbart.
Men når jeg sidder og skriver det her, kan jeg godt se at det sgu nok er meget godt at vi nu er rykket herud for anker. Helt uforstyrrede i vores egen verden. Uden konflikter, fulde mænd og skænderier. Det må de godt have for dem selv.

Og faktisk har tiden i marinaen forstærket min følelse af ensomhed. For selvom det ikke var et fællesskab jeg havde lyst til at være en del af, kan jeg godt få øje på at de havde et fællesskab. Og det er alligevel længe siden vores familie har været en del af et fællesskab- udover det helt rigtige fællesskab vi har her på båden.

Nu ligger vi her. Her er stille. Stor kontrast til ude i Marigot Bay, hvor der på trods af ingen vind er 12 fods dønninger. Bådene vælter rundt derude. Vi ligger heldigvis i lagunen og er godt beskyttet.

Farfar og farmor kom i går med kufferter fulde af gaver, rugbrød og kærlighed. Både fra dem selv og fra alle mulige andre hjemme i Danmark, som har sendt forkælelse og kærlighed. Og det var lige hvad vi trængte til. Vi er jo ikke ensomme, vi er bare på eventyr.

Og Sylvester…han sover, spiser og er begyndt at være vågen mere end 5 minutter før han overgiver sig til søvnen igen…og vi er vilde med ham.