Skippers logbog

San Blas – om det gode liv

Mandag den 9.10.2017
Ankom til San Blas mandag morgen efter ca 20 timers sejlads. Og der var lige så smukt som vi havde forestillet os. Vi kastede anker ud for en lille ø, som ved første øjekast så øde ud, men som heldigvis viste sig at rumme en lille gruppe af kuna indianere, som lige nu er draget til netop denne ø, for at høste kokosnødder. Vi blev modtaget med åbne arme og store ønsker om brød. De sejler alt proviant herud til øen i kano og har derfor virkelig begrænset mad. Liva og Saffiya begyndte straks at lave gaver til dem og pakkede til en lille picnic, som de inviterede dem med til. De fik en velfortjent pause fra deres kokosnødder og sad der med to piger, som de ikke kunne udveksle et ord med – men det gik så fint. Christian og jeg skyndte os at bage et brød til dem – og imens kom 2 fiskere sejlende forbi i en lille bitte utæt kano. De havde båden fuld af hummere og fisk. Vi fik byttet os til 8 flotte hummere for et glas syltetøj, en pakke riskiks, en liter juice og 5 us dollars. Alle var glade.
Lidt efter kom Che og Gustav tilbage fra en heldags fisketur efter hummere – de havde fanget 6 hummere! Og vi havde nu 14 super lækre helt friske hummere.
Da brødet var færdigt, tog vi igen ind til den lille samling af indianere. De blev glade for brødet og gav os en yuka-rod i bytte. På trods af store problemer med at forstå hinanden, var der ingen tvivl om at de er udfordrede i forhold til at skaffe mad, at de har gode oplevelser med cruisere som os og at der kun var venlighed fra dem. Desværre blev det også tydeligt at den ældste kvinde i lejren havde brændt sin fod slemt med “Aqua caliente” – en forbrænding som der ikke var gjort noget ved og som gav hende store smerter. Hun spurgte om vi havde noget på båden som kunne hjælpe – og det har vi selvfølgelig. Så i morgen har vi lovet at komme ind til dem med lidt creme til hendes fod – og Gustav og Che har lovet at fange fisk til dem. De er ikke fiskere – og er taknemmelige for alt hvad vi kan bidrage med.

Inden vi kom hertil havde vi hørt rygter om at fiskeri var forbudt. Vi har ærgret os og tænkt hvordan vi dog skulle klare os uden mulighed for indkøb OG fiskeri. Vi har nu snakket med forskellige kuna-indianere, som ejer landet (på trods af at der løbende er en magtkamp med Panama om hvem der bestemmer). Aftalen med de indianere vi har snakket med er, at hvis vi fanger store fisk eller mange fisk…så deler vi med dem. Den aftale er helt fair! Og vores egen fisker Gusse er i fuld gang og har heldigvis mødt sin ligemand i Che fra Irie rose.

Om aftenen stod den på fælles hummere og lækker tun fra sejlturen hertil. Alle var trætte, men fyldt op af gode oplevelser og store forventninger til dagene der kommer.

Tirsdag den 10.10.2017
Vi vågnede op til helt stille og klart vand og bagende sol. Vores cockpit nærmest koger fra morgenstunden og vi var nødt til at sætte skygge op hele vejen rundt. Det er så mærkeligt at tænke på andet hjemme i DK lige nu er efterår med regn og mørke og her går vi rundt og koger og har det lidt stramt over varmen. Vi fik overstået skole i varmen – og ikke uden brok. Bertram kører intensiv matematik og Liva kører intensiv dansk og der skal virkelig motivation til…hårdt fra morgenstunden i varmen.
Heldigvis kom alle igennem det og hoppede lige i vandet for at køle af. Vi nyder så meget at have klart vand under os igen. Gusse, Bertram og Christian stak af med harpuner. Saffiya, Liva og jeg tog paddleboardet ud på eventyr. Pigerne fik svømmet med en nurse shark og set en pigrokke lige under os. Det er et vildt liv der leves under os. Desværre komme drengene kun tilbage med 2 hummere og ingen fisk. Og vi havde jo lovet at komme med mad til indianerne…så de fik vores hummere.
Solen bager så meget at vi er nødt til at have uv-trøjer på og en masse solcreme. Det har ikke føltes så vildt før og vi søger skygge nu – mere end nogen sinde før på denne tur.
Irie Rose skal sælge deres båd og være i Australien i slutningen af december, så de er ret optagede af at finde en køber. Det er ikke nemt at være i kontakt med potentielle købere, når man er uden net. Derfor besluttede de at flytte båden til den nærmeste by (Diablo) med internet – en sejltur på kun 30 min. Vi har efterhånden produceret en masse skrald – og det lugter ikke så skide godt i varmen, så vi besluttede at følge trop. Dog havde vi først et vigtigt besøg på øen, hvor den ældste dame i flokken ventede på magisk creme til hendes slemme brandsår. Vi tog alle 5 derind. Hun tog fint imod, men blev dog meget stille da jeg smurte hendes fod. Hun havde lavet et fint traditionelt kuna-armbånd til Liva, som glad tog imod. Gustav og Bertram fik givet dem posen med hummere og vi forsøgte at føre en samtale med dem. De ville meget gerne have os til at tage is med til dem, hvis vi kom tilbage til øen efter Diablo. Og hvordan forklarer man, at vi ikke har en fryser og at isen helt sikkert vil nå at smelte på vej til dem…?

Tilbage på båden gjorde vi klar til at sejle videre. Vi kan ikke regne med vores søkort her og det gælder om at være på dupperne, for der kan dukke rev op ud af det blå. Heldigvis er ungerne gode til at hjælpe med at holde udkig og vandet er så klart, så man kan se den mindste ændring i bunden. Men det er blevet meget tydeligt for os, at vi ikke skal forsøge at flytte båden i mørke.

Vi ankom til ankerbugten ved Diablo og havde lidt udfordringer med at komme ind…gik på grund en enkelt gang da måleren pludselig viste 1,1 meter…heldigvis er bunden meget blød og vi kunne nemt komme fri igen.

Ankeret i og i dinghy’en med det samme. Irie Rose havde mødt en lokal, som havde vist dem byen og givet dem relevant info. Derfor var det en velforberedt familie vi mødte, som havde købt brød til os i den lokale bager, kunne vise os baren, hvor vi kunne få en kold sodavand og fortælle os at skolens internet var tilgængeligt for os næste morgen klokken 9, når skolen igen åbnede. Desværre kunne de også fortælle os, at det der med krokodiller, det er ikke bare en god vandrehistorie. For ikke så længe siden blev en franskmand bidt i benet og i ansigtet og måtte transporteres akut til Panama City. Der er altså saltvandskrokodiller. Og det kommer sgu nok til at ændre lidt på vores badekultur…ihvertfald i vores bevidsthed om hvad der kan gemme sig i vandet (udover hajer, rokker og den slags…).

Vi gik en tur i byen og blev igen helt målløse over de store kontraster vi oplever. Vi har lige sejlet fra en lille bitte ø og nu er vi havnet i en by med en masse mennesker. Dog meget mere primitivt end vi nogen sinde har oplevet før. Små hytter med fjernsyn og fodbold på skærmen. Indianerkvinder med store plastik-flasker med vand. En skole og børn der øvede sig på trommer på byens plads. Her er liv og glade dage sådan en tirsdag aften. Tilbage på Johanna spiste vi og gik omkuld…

De næste mange dage (måske uger)
Dagene (måske ugerne…tiden flyver) efter er en stor sammenblanding af gode oplevelser, gentagelser, hverdag og blåt, blåt hav.
Vi flyttede os ganske korte distancer – max 5 sømil pr gang – og blev hængende et par nætter ved hver enkelt nye ankerbugt. Vi mødte gode kuna-indianere og blev mødt med venlighed og åbenhed lige meget hvor vi kastede vores anker. Vi levede af hummere og fisk – helt friskfangede og lækre. Det er paradis for alle. Der er plads til afslapning, oplevelser og hverdag. Vi har Irie Rose lige ved siden af os og der er en god balance mellem familietid og “hænge ud-tid” med de dejlige mennesker lige ved siden af os.

Vi fik bekræftet de mange historier om saltvandskrokodiller… En aften inden madlavning, mens vi var i gang med at rense dagens fangst, sagde Bertram pludselig “se, der er en krokodille!” – og ganske rigtigt – ca 20 meter fra båden svømmede en vaskeægte 3 meter lang krokodille. Os i dinghy’en og ud og se nærmere på den. Men den svømmede selvfølgelig (og heldigvis) væk fra os. Men i det vand, hvor mine unger lige havde svømmet rundt og snorklet og skudt fisk, var der sgu en 3 meter lang krokodille, som med lethed kunne have hapset ihvertfald den mindste af dem. Hajer er ingenting i forhold til sådan en kæmpe krokodille og alle fik endnu mere respekt for vandet. Næste morgen trak vi ankeret op og fandt os en anden ø. Bare for at komme lidt væk fra den der krokodille.

Vi var på en fantastisk tur op af Rio Diablo sammen med en lokal guide, Frederico, som både kunne tage sig af vores vasketøj, skrald og fortælle os om dyr og planter på turen. Han boede i en lille primitiv hytte ud til vandet med sin kone og sin handicappede søn, som sad og rokkede i den lille hytte dagen lang. For Frederico var en tur med os til Rio Diablo en dag væk hjemmefra…han havde ikke en fast pris, men ville betales det vi selv syntes det var værd. Og det er bare en svær situation! At sætte en pris på hvor god en guide han var… Specielt fordi det viste sig, at turen var for en stor en mundfuld for ham. Han måtte droppe at tage os de 3 timer op til det vandfald vi ellers var blevet lovet. Det var ganske enkelt for hårdt for ham og han måtte give op efter en time og føre os til floden i stedet for. Smukt og klart og koldt vand og vi fik en velfortjent badetur…men ungerne var godt nok skuffede. Men det var den rigtige beslutning, for Frederico måtte samles op fra stien flere gange, da han faldt – og han skulle støttes over diverse flodudløb og væltede træer. Så Christian tog først sin tunge gravide kone i hånden og derefter guiden. Og derfor kunne 3 timer godt være blevet en ret lang tur for alle. Vi fik samlet vand i vores plastikdunke og tog med tilbage til båden og fik taget god afsked med Frederico (som helt klart kan anbefales til alt andet end den guidede tur til vandfaldet).

San Blas er fantastisk og her kan man virkelig få dyrket sit behov for øde paradis-øer og blåt vand og hummere og fisk – og som ekstra bonus åbenbart også se en krokodille…
Vi kan ikke komme herfra lige nu – her er for skønt! Og selvom vi er lidt pressede på tid og har mange andre steder vi gerne vil nå, så skal vi lige have et par dage mere.
Irie rose er sejlet fra os – lang historie, som der kommer mere om. Vi er helt alene ved de her små ubeboede øer. Det tester engang imellem vores tålmodighed, diskussionerne dominerer engang imellem og man kan virkelig godt få lyst til at flygte (fra ungerne)… Men så kan man heldigvis hoppe på paddleboardet og tage ud i det blå.
Og så går det hele nok.

Her kommer ganske få billeder af vores oplevelser fra San Blas…resten kommer når vi har bedre net:

Gustav som mesterfotograf...

Gustav som mesterfotograf…

 

Vores første møde med en kuna-familie

Vores første møde med en kuna-familie

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skippers logbog