Jeg er hjemme

Jeg vidste det jo egentlig godt. Det der med et hjem, det afhænger ikke af væggene, gulvene osv. Det afhænger af de der mennesker, man propper ind. Og det føles sgu faktisk som et hjem nu. Men mine fem mennesker er også lige her.

Det har taget mig lang tid, at nærme mig. Men jeg er her nu og jeg tager det hele langsomt ind. Og det føles sgu okay.
Jeg har været fyldt op af kærlighed. Mine mennesker har været klar til at flytte, male, snakke, pakke, give kram og omsorg. Og derfor er vores situation aldrig ægte håbløs. For de er lige der, de der mennesker med overskud og kærlighed, som bare er klar til at dele alt fra deres hjem til deres tykke sokker. Og jeg glæder mig til at give det hele tilbage.

Jeg elsker byen. Jeg elsker at bo i midten af det hele. Det har fyldt ret meget i mig de sidste uger. For det er sgu da nemt og dejligt. Men også stressende og alt for nemt. Har du et behov, kan du få det opfyldt med det samme, og det tror jeg ikke nødvendigvis er sundt. Ihvertfald ikke for mig og min lille familie. Vores rejse rundt i den store verden har lært os, at det er okay at klare sig, med det man har. Og det siger jo også noget om, hvad der er vigtigst. Ihvertfald for os.

Første nat i vores nye hus. Første nat i 1000 år ved siden af min mand. Første nat i et hus med brændeovn. Og første nat i meget lang tid med hele min familie.
Jeg tror det bliver godt.