3 måneders status

Den 7.11.2016 – 2.dag på vores tur fra Lagos-Tenerife
Nu er det præcis 3 måneder siden vi rejste fra Svanemøllen. Præcis 3 måneder siden vi kyssede og krammede alle vores dejlige mennesker inden vi satte kurs mod Dragør (og derefter lå i Dragør havn i virkelig mange dage – læs HER). 3 måneder siden vi kastede os ud i noget, som vi i virkeligheden ikke anede hvad var. 3 måneder siden vi følte os virkelig seje og virkelig små på samme tid. Og 3 måneder siden jeg skrev sådan her.

I morges da vi spiste morgenmad, snakkede vi om hvad der var sket på de her 3 måneder. Og alle var heldigvis enige om, at der var flest gode oplevelser. Der var dog også lidt ikke så sjove oplevelser – de handlede primært om bølger, vejr og søsyge – og så om at savne dem derhjemme. For det gør vi – altså savner dem og det derhjemme. Og heldigvis gør vi det. Og vi kommer nok til at gøre det igennem hele vores eventyr. Og det er ok. Savnet er landet meget bedre hos os alle sammen. Og også hos dem derhjemme (tror jeg).

Det er nok mest mig, der savner. Men jeg er virkelig også blevet bevidst om hvor stort et behov jeg har for at være social, at indgå i relationer og at have nogle tæt på at være fortrolige med. Ungerne savner også, men Liva og Bertram nyder at vi fem er så tæt hele tiden, og så bliver savnet underordnet. Lige bortset fra når Bertram længes og længes efter sin Villads. Så er 2 år lang tid. Men det bliver bedre og bedre. Livas savn kommer i perioder. Og er heldigvis hurtigt erstattet af en ny følelse. Gustav har jo allerede fundet en løsning på sit savn. Han ved, at han skal hjem i januar og det har givet ham så meget ro. Det er en god beslutning. Og han er glad – altså lige bortset fra at det er gået op for ham, at han skal til almindelig tandlæge OG bøjletandlæge når han er hjemme…da han hørte det, var han lige ved at droppe alle planer om DK.
Jeg tror ikke Christian savner. Men jeg ved, at han glæder sig til besøg fra sine 2 bedste venner i starten af det nye år. Vi er så heldige at få første hold i starten af januar og næste hold i uge 6 og 7. Det er luksus!

Jeg savner stadig spontane middage i gården. Jeg har heldigvis oplevet en del spontane middage med dejlige mennesker i forskellige marinaer allerede. Men der er nu noget særligt ved middage i gården…

Jeg savner stadig helt vildt snak, bål og portvin i Brumleby. Trætte og lykkelige børn, Bedste venner i mørket og cykeltur hjem ad Nordre Frihavnsgade.

Jeg savner stadig at mødes til kaffe/øl/mad på Bopa plads. At stikke af hjemmefra, når det hele blev for meget – og mødes der lige rundt om hjørnet.

Jeg savner selvfølgelig helt vildt den nærhed, som jeg havde med mine aller bedste veninder. Følelsen af et blik eller et knus, som sagde det hele og reddede de værste og mest håbløse dage. De dage, hvor det har været svært her på vores eventyr, har jeg ikke haft mod til at ringe hjem og få støtte og omsorg. Jeg har simpelthen været for bange for, at netop lyden af den stemme, som trøster og er så god, ville være for svær – og ville få det hele til at ramle.

Jeg savner stadig min familie. Heldigvis har vi været så heldige at have haft en del besøg allerede. Og det hjælper. Og det føles godt at sende Gustav hjem som repræsentant for hele familien. Så kan han suge til sig af kærlighed og omsorg og tage lidt med tilbage til os.

Men heldigvis er det helt ok for mig at savne alle de her skønne ting. For jeg er sikker på at jeg kan hoppe lige ind i det hele igen. Jeg er sikker på at Bopa plads stadig er et lille åndehul, at Brumleby stadig føles som hjem, at jeg nok kan snige mig ind i vores gamle gård og deltage i en spontan aften og at nærheden og omsorgen fra både de tætte veninder og venner og den dejligste familie er lige til at vælte sig rundt i og hoppe ind i igen. Som det altid har været og som jeg føler mig så heldig over at opdage vigtigheden af.

I vores snak blev vi enige om, at store bølger stadig ikke er sjove. At søsyge er noget af det værste. Og at det er sjovest, når der er andre mennesker i havnene, som man gider at snakke med og hænge ud med. Og vi har heldigvis for det meste været heldige med gode mennesker at hænge ud med. – Og mange forskellige mennesker fra forskellige steder i verden. Og vi glæder os til at være samlet med en del af dem på Barbados igen. Der er noget særligt ved at mødes på tværs af lande og sprog og skabe et fællesskab – også selvom det kun er for en kort tid.

Ingen fortrød heldigvis at vi var taget afsted. Og alle glædede sig fortsat til alle de vilde og spændende oplevelser, der venter i løbet af de næste år. Og så snakkede vi meget om hvad der var sket med børnene på de her 3 måneder.
Liva er selvfølgelig den, der har taget de største spring, da hun jo med sin alder, står overfor at lære en masse nyt. På de her 3 måneder, har hun lært at svømme, lært at forstå og tale engelsk og lært at læse. Åhr ja, det er sgu da vildt! Og så kan man godt forstå, at hun engang imellem er helt udmattet og umulig.
Bertram og Gustav er blevet endnu mere udadvendte og sindssygt gode til at tage kontakt til fremmede og nye mennesker, de møder. De er blevet endnu bedre til engelsk. De har fået en helt anden fornemmelse for at sejle og er sådan et par gode hjælpere. Gustav har haft en nattevagt helt alene i 1,5 time – mens Christian og jeg sov. Og så er de blevet endnu bedre venner med hinanden. De har fået en ny rummelighed overfor hinanden og det er ret så fantastisk at se. I alt det store, vilde, nye og uforudsigelige, har de to hinanden. Og selvom der er næsten 4 år imellem dem, er de super gode til at supplere hinanden. Jeg tror, at alle de oplevelser de får sammen nu, kommer til at spille en kæmpe rolle for deres forhold på sigt.

Nu venter et kort visit på De Kanariske Øer og derefter et længere visit i Caribien. Og så skal vi evaluere og beslutte hvad rejsen skal byde på fremover. Alle er med på at fortsætte og det er en ret god start. Og mht at beslutte hvor resten af eventyret skal foregå, så bliver det selvfølgelig Christian og jeg, der beslutter det. Vi håber på og drømmer om at onkel Thomas støder til os i løbet af foråret og bruger det næste år sammen med os på Johanna. Hvis den drøm bliver til virkelighed, er der en voksen mere og det giver flere muligheder og meget mere tryghed for mig. Men mere om det, når vi er blevet klogere.

Og skippe har lovet at der kommer et indlæg om Lagos-Tenerife turen fra hans logbog snart.