Om at åbne sit hjem (gid vi husker det i DK...)

I går, i dag og i morgen.

Vi rykkede til Le Marin i går. Skipper insisterede på at sejle båden de 13 sømil alene. For “han orkede ikke brok over modvind…” som han kækt sagde (lorteskipper!). Og derfor pakkede ungerne og jeg en taske hver og begav os på opdagelse på Martinique. Jeg kunne lade som om jeg gjorde det i højt humør med smil og hurra…men sandheden ligger ret langt derfra. Men jeg forlod dog båden. Og købte is til mine børn. Og prøvede at lade være med at bande.

Ankom til Le Marin klokken 13 – 2 timer efter vi havde forladt båden i Fort de France. Skipper kom med båden klokken 19…klokken f…… 19. Det var mørkt, vi var trætte – og lidt bekymrede. Det havde taget ham 8 timer at sejle 13 sømil. I modvind, modstrøm og mod-alt-muligt-andet.

Næste gang må han acceptere lidt brok. Er helt sikker på at han har brokket sig så rigeligt selv…eller det ved jeg faktisk at han med sikkerhed har gjort!

I dag har det regnet hele dagen. Vi vågnede til grå, grå himmel i morges og har ikke bevæget os udenfor en dag før nu, hvor klokken er 18.12. Alle havde fået lidt kuller af at være lukket inde på 42 fod. Og når det regner er alt fugtigt og alle er bare en smule mere irriterende. Så nu har vi trodset regnen, er taget til happy hour i marinaen…måske det smitter lidt, det der happy hour og vi sejler glade ud til Johanna om lidt. Ihvertfald føles det rigtigt at bevæge os lidt, at have mulighed for at snakke med andre og at gøre noget.

Regnvejrsdage er ok. Regnvejrsdage sætter tempoet lidt ned. Regnvejrsdage skyller dækket fri for saltvand. Regnvejrsdage fylder vores vandtanke. Regnvejrsdage udfordrer også besætningen.

Specielt når skipper dagen før har været en “lorte-skipper”, der insisterede på at sejle sit skib alene. Regnvejrsdage minder mig også om, at jeg ikke har andre end min lorte-skipper at snakke med og at der altså er en grund til at jeg savner mine veninder. At jeg drømmer om at hoppe op på cyklen og sidde der i den varme sommeraften og få det hele på plads. At sige det højt og få styr på det. Sammen med hende overfor mig.

I morgen. I morgen vågner vi op til solskin, blå himmel, overskud og i morgen er han ikke en “lorte-skipper” mere.

I morgen er han min mand igen.

img_3390

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at åbne sit hjem (gid vi husker det i DK...)