En fortælling…

Hvis jeg skulle fortælle om turen indtil videre, ville det være en fortælling der handlede om afgang med tårer bag store solbriller, om børn der havde svært ved at lande og savnede, om mine tanker der kredsede om at det var en forkert beslutning, om savn, om en meget lykkelig mand – der trods alt den lykke alligevel havde svært ved at se sin elskede så meget i tvivl, om at møde mennesker og sige farvel, om at komme til Barbados og gense vigtige mennesker hjemmefra, om langsomt at lande, om savnet der blev mindre, om børn der landede, fandt venner og strålede af gode følelser, om børn der udviklede sig, om en familie der udviklede sig, om blikke mellem mig og Christian der ikke længere var bebrejdende (fra min side) men nu havde ændret sig til “vi er sammen i det her vilde og fantastiske”, om en hverdag der helt stille som det mest naturlige i verden fik overtaget os, en hverdag med vand, sol og skole, om et eventyr som både skal til at starte og som på en måde hele tiden har været her og om en familie, som er vokset med alt det her fremmede, vilde, skræmmende og fantastiske.

Alle krydser Atlanten i disse dage. Vejrvinduet er perfekt. Min skipper drømmer om at det er ham (altså bare over og tilbage – ikke noget med at forkorte turen). Her er efterhånden ret tomt i ankerbugten.

Vi nåede at gense Ramses fra Holland, dem har vi ikke set siden Lagos:

Vi har sendt Barolo og Anna Lisa godt på vej med tågehorn og ønsker om at det gode:

Drums afgang er udsat på ubestemt tid på grund af defekt watermaker. Så den sværeste afsked har vi stadig til gode.
7Seas har besluttet sig for 1 år mere. De er slet ikke klar til at tage hjem og starte den rigtige hverdag igen. Så nu har vi alligevel flere venner her omkring os.

Og hvor er vi bare glade for at vi ikke skal hjem i år. Vi er jo først lige landet og først nu har vi luret hvad der skal til for at det her eventyr er helt ægte fedt. Det er også først nu jeg glæder mig over at sejle, først nu ungerne er landet rigtigt og ikke skændes (så meget) mere.

Det er vildt at tænke på alle de oplevelser der venter os. Og vildt at vi selv skal krydse Atlanten næste år på denne tid. Og jeg er ikke skrækslagen over at tænke på det mere. Tiden har gjort så meget godt for os. – Og det vil den fortsat gøre. Og tiden var det vi søgte derhjemme i vores nyrenoverede samtalekøkken med varme i gulvet – og det føles præcis som vi drømte om. Nu. Ikke før. Men nu gør det.

Alt er godt.