Skippers logbog

Horta, Biscayen og venner

Horta er helt anderledes end alt hvad vi har oplevet den sidste lange tid. Og helt som vi havde forestillet os. Vi går og går hver dag og falder omkuld med trætte ben og ømme fødder. Et par gange om dagen går turen forbi den lokale bager til en kop “take away” kaffe og en lille portugisisk kage. Det er en ret hyggelig tradition, som jeg helt havde glemt eksisterede…altså det med kaffen. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har drukket kaffe på gaden – det passer ligesom ikke til det ø-liv vi har levet i lang tid.

Båden er efterhånden ryddet op og rengjort og er sådan set ret klar til næste lange stræk. Christian har syet småreparationer i storsejlet og skiftet propper i dækket. Vi kan godt mærke at det var en mild tur. Vores kære hjem er i fin form.
Det er vi også. Både klar på en lang tur og i fin form.
Nu har vi fået nok by og shopping og “nemhed” og nu vil vi godt have ro på havet. Det ser ud til at vi har et vejrvindue på onsdag (i morgen). Så venter der os ca 1200 sm til Brest, 8-10 dage på havet. Vi skal møde Biscayen, som jeg var så bange for da vi tog ud på eventyr for snart 2 år siden. Men nu frygter jeg ikke Biscayen. Jeg glæder mig. Mest til roen og følelsen af at være lige hvor jeg skal være med de vigtigste.

Her i Horta ligger et enormt supermarked med ALT hvad man kan forestille sig. Og som en god service, fordi så mange cruisere kommer hertil, har de gratis levering til marinaen. Det betyder at denne omgang proviantering bliver ret anderledes end det plejer at være. Som altid hiver vi ned fra hylderne efter en ret detaljeret liste, skubber tunge vogne rundt og sender ungerne i alle retninger for at finde ting. Men denne gang betaler vi og tager hjem uden kæmpe poser og tasker og helt uden at skulle overveje hvor meget vi kan slæbe hjem til båden.
Det bliver ren luksus! Og lidt farligt (dyrt)…da vi ikke behøver at holde igen pga vægt og mængde.

Marinalivet er skønt. Alle nyder at de kan komme og gå som det passer dem. Drengene lever de fleste af deres vågne timer væk fra båden. De har fundet en skatepark og hænger ud der hver dag. Og så er der jo også lige lidt internet der skal indhentes. Liva har savnet leg og venner. Og nu har hun fundet to hollandske både med en god flok piger. Og så bliver livet pludselig meget sjovere…
Vi trænger til at komme hjem til vores venner. Alle sammen.

I har sommervejr i Danmark...vi har gråvejr og regn på Azorerne (og derfor tykke sweatre). Men på en måde var det også jeres tur til at få varmen.

I har sommervejr i Danmark…vi har gråvejr og regn på Azorerne (og derfor tykke sweatre). Men på en måde var det også jeres tur til at få varmen.Den berømte "sports bar", hvor sejlere mødes og fortæller røverhistorier fra Atlanten. Desværre har ham "Peter" (som han vist ikke hedder) købt det meste af byen og det er mest af alt blevet en turistattraktion.

Den berømte “sports bar”, hvor sejlere mødes og fortæller røverhistorier fra Atlanten. Desværre har ham “Peter” (som han vist ikke hedder) købt det meste af byen og det er mest af alt blevet en turistattraktion.

Smuk udsigt

Smuk udsigt

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skippers logbog