Carriacou, vind og fisk

Lige en gang til…bare for at slå det fast!

Når man vælger at skrive om sit eventyr og sin hverdag, sådan som vi har valgt at gøre. Og når man vælger ikke kun at skrive “fest-versionen”…altså den hvor alt er lyseblåt vand og store palmer. Og når man vælger at sætte ord på alt det, der også er en del af den her drøm…
Så har jeg opdaget, at man også åbner op for en verden, som jeg ikke helt vidste eksisterede. Den verden, hvor fremmede mennesker analyserer dig, din familie og jeres indbyrdes relationer. Det er sgu mærkeligt.
Heldigvis (eller beklageligvis) sker det oftest bag en skærm. Og af helt og aldeles fremmede mennesker. Det skete allerede efter det lille indslag i 21-søndag tilbage i august (det skrev jeg lidt om her og en fin og reflekteret kvinde skrev om det her), så skete det efter vores video-hilsen på DR’s facebook-side og igen forleden aften på facebook.

Egentlig ret uskyldigt. Og en fin kommentar, som intet havde at gøre med os – udover at kommentaren omhandlede mig – og min familie. Og personen bag kommentaren mente, at jeg var blevet overtalt til at tage på denne tur. Og at det var helt tydeligt, at det ikke var min drøm. At sidde her i Caribien. Med mine børn. Og min mand. Og have dem tæt på de næste 2 år. Hmmm. Og altså vildt at forestille sig, at Christian kunne overtale mig til at sælge alt og tage væk i 2 år, hvis jeg ikke havde lyst. Han er flot og sød og stærk og alt muligt…men…

Det var igen noget der skete i den der sejlerverden, hvor mange folk har travlt med at slå dig i hovedet med manglende erfaring, anderledes valg, bådtype osv. Men denne gang af en ret uerfaren sejler, som egentlig havde samme drøm som os. Men som øjensynligt følte sig bedre rustet end os til at tage en beslutning om langturssejlads. Og jeg håber inderligt, at de kommer på tur og at det ikke bare bliver ved snakken.

Jeg vil igen slå et slag for at vi bakker hinanden op, når vi har drømme. Men at vi også husker på, at alle gør det, de tror er bedst for dem. Og at det at have drømme og tro at en drøm fører én et bestemt sted hen, ikke er det samme som at føre drømme ud i livet. Når man er i færd med at leve sin drøm, kan man tænke tilbage på forestillingerne inden…og smile lidt af de skøre og naive forestillinger. Men de skøre og naive forestillinger er nødt til at være der. Og de er en del af drømmen.
Det er modige er rent faktisk at gøre det. At kaste sig ud i det. Og ikke bare snakke om det. Uanset hvor turen går hen.

Hvis der er tvivl om vores tanker og følelser om denne tur, så har jeg virkelig ikke formuleret mig korrekt! Det var hårdt i starten. Det tog tid at lande. Men sådan er jeg. Uanset hvad vi havde kastet os over, ville jeg have følt, reflekteret, grædt og kæmpet for at lande i det. Og det er ok. Og det ved jeg godt er en del af min måde at lande i ændringer.
Men nu…nu er vi her. I vores drøm. Og i vores hverdag. Og vi er på toppen over det. Hele banden!

Og det her bliver aldrig en blog udelukkende om sandstrande, skildpadder og palmer. For sådan er vi ikke i vores familie – vi er også alt det andet. Og jeg ved, at hvis jeg begyndte udelukkende at skrive om sand, vand og palmer, så ville der være en god portion mennesker hjemme i Danmark som ville tænke, “hvad mon der er galt hos vores lille familie??” – for det er når vi ikke tør at sige det højt, at det er virkelig slemt. Ihvertfald på denne båd.

Men derfor kan der jo godt være en masse billeder af smukke strande og palmer:

img_0631

2 kommentarer

  • Annette Sylvest

    Hej Cille
    Måske I kan hjælpe os med lidt afklaring.
    Vi sejler afsted mod Caribien juli 2017. Vi lejer vores hus i Søborg ud i de 2 år, som vi regner med at være afsted.
    Vi har rigtig svært ved at få oplyst, hvad vores status i DK er, når vi ikke har en bolig, som vi råder over – og når vi er udrejst så længe.
    Jeg ved, at I har solgt jeres bolig, men hvilken status har I ift til folkeregistret?Har I stødt på andre, der har samme problematik.
    Det har betydning ift praktiserende læge, receptfornyelser, mm.
    Tak for altid inspirerende indlæg på bloggen

    Kh Annette

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Hej Annette. Det lyder så fedt! Så mødes vi jo her i Caribien næste vinter… Ved I hvor I krydser til? Vi er meldt helt ud af samfundet de 2 år vi er væk. Det vil fx sige at vi ikke får børnepenge. Og at vi skal “meldes ind” igen, når vi er kommer tilbage. Vi har en adr hos familie i Danmark, som vores post videresendes til – men det meste får vi i e-boks (bank m.m.). Hvis vi i løbet af de her 2 år har en indtægt, skal vi ikke betale skat i DK. Var det mon svar nok? Glæder os til at støde på jer her i varmen. Det er fantastisk! Kh Cille

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Carriacou, vind og fisk