Den velkendte kedsomhed...

Mest om graviditet

Det her indlæg handler mest  (eller faktisk udelukkende) om graviditet…så er I advaret og kan stoppe med at læse videre, hvis det ikke har interesse.

Vi er sejlet videre fra Bonaire, hvor jeg fik mit første rigtige tjek hos en jordemoder. Og hvor jeg fik lavet en NIPT test, der bruges til at undersøge fosteret for kromosom-fejl. Og det blev også stedet, hvor ungerne var med inde til scanningen og for første gang så deres lillebror – eller søster.

NIPT-testen kom tilbage med godt resultat. Og det er en god tryghed at sejle videre med. Det er på mange måder en mærkelig situation og følelse, at hænge lidt for sig selv og ikke være en del af noget system. Ikke at have en vandrejournal, ikke at dukke op på en skærm når jeg oplyser mit cpr nummer og hele tiden at skulle holde styr på hvornår det mon er en god idé at lave næste aftale, at medbringe mit blodtype-kort eller have styr på, hvor langt jeg er henne. Det er ikke noget der stresser og det går nok. Men det er tydeligt hvor godt et sikkerhedsnet der er i Danmark på trods af besparelser og et nedslidt hospitalsvæsen.

Af forskellige årsager fik vi endnu en scanning i går. Ungerne fik lov at komme ind og være lidt med. Og her så de deres lillebror (ja, det er hvad både jordemoder og Christian så…jeg kan ingenting se på de der scanningsbilleder) for første gang. Det var vildt for dem og det bliver tydeligt hvor store de er og hvor meget de forstår af alt det her. Liva havde på en måde nok drømt om en lillesøster – men som hun sagde “drenge er jo også søde…ihvertfald når de er babyer”. Så det er jo godt, at han kommer ud som baby – så skal hun nok nå at blive vild med ham, selvom han er en dreng.

Jeg tror det gik op for alle hvor vildt det er, det her vi har gang i. Og hvor heldig den her baby bliver. De første fem måneder af den her babys liv, er den helt tæt på både mor, far og 3 store søskende. Der er ingen der skal skynde sig på arbejde eller i skole. Alle er helt tæt og det må være en kæmpe tryghed at have 5 store mennesker tæt på og klar til at opfylde alle behov – hvor små eller store de end måtte være.

I dag er jeg 14+3. Man kan stadig godt bare tro at jeg har haft en lidt for festlig sommer med meget mad og mange drinks… Kvalme og træthed på vej væk. Jeg har stadig mest lyst til store bøffer og rugbrød. Men man kan jo ikke få alt hvad man drømmer om.
Og jeg har alligevel fået det aller vigtigste. Og er her i paradis med de fire vigtigste og en til på vej.

Curacao tegner også til at blive ret fantastisk.

img_2543

img_2595

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Den velkendte kedsomhed...