Hjemme, glade, trætte, skrupforvirrede…

Vi er hjemme. Vi er glade. Vi er trætte. Vi er skrupforvirrede. Og vi er hvor vi skal være – nu.

Søndag den 8. juli kom pludseligt. Vi havde talt ned og pludselig var det dagen. Vi sejlede fra Dragør kl 12 og ankom i Svanemøllen kl 14 til flag, kram og fest. Overvældende, vildt og fantastisk.

Nu er det onsdag. Det er nærmest nat. Jeg sidder her i cockpittet i mørket. Insekterne flyver omkring mig og elsker lyset fra skærmen. Lillebror sover i barnevognen på broen 5 meter fra mig, Liva er taget på overnatning hos mormor og morfar og drengene har en lykkelig genforening med deres playstation og et fjernsyn i salonen. Skipper er i bad. Og ved siden af os ligger farmor og farfar i deres båd og snorksover.

Vi er hjemme. Men vi er endnu ikke landet. Vi flakker og vi prøver. Vi er mest glade med mennesker ombord og mennesker tæt på. Måske kan vi ikke overskue at mærke efter og kan bedst lide at blive forstyrrede i den her landing, som vi er mødt til at være i. Måske har vi bare savnet og nyder at blive forstyrret i vores 6-somhed.

Vi nåede kun lige at lægge til ved broen i søndags og så var de tre møgunger spredt i alle retninger. Gusse har vi ikke set før i dag, hvor han kom hjem fra Hornbæk. Bertram hænger ud med sin Villads hver dag – og med de to føles det som om vi kun har været væk en enkelt dag. Den dejlige Villads vader lige ind i hele familien igen og Bertram har savnet at have ham tæt på. Liva har hængt med Siri tre dage i træk, men hun er træt. Hun er nu taget til Nivå og ligger garanteret i ske med hunde-Malte og nyder at være hos ham. Sylvester er ved at vænne sig til livet på land. Barnevognen var ikke hans bedste ven, meeeeen det kommer langsomt.

Farfar og farmor er blevet naboer her i havnen. Det betyder ekstra hænder, varm kaffe, gode snakke og mad! Mormor og morfar henter vasketøj og leverer igen… Der er ingen tvivl om at vi har det godt. Vi føler os taget imod, holdt af og passet på. Men der er heller ingen tvivl om at vi ikke bare lige lander i løbet af en enkelt dag.

Og så har vi egentlig også fået øje på hvordan vi har levet mega primitivt ude i den store verden!! Vi har fx ingen støvsuger…eller el-koger…eller fryser…eller brødrister. Men i dag har vi fået et fjernsyn – og det har vi ikke haft i 2 år. Små skridt…

Og i dag har vi haft gode mennesker ombord. Og været til lægen med Sylle. Og i morgen er der lidt mindre at få styr på. Alt bliver godt.

Her kommer Johanna sejlende ind efter to år ude i verden.

Vores dejlige mennesker!

Og Johanna trygt lagt til

Runde: de vildeste oplevelser

 

Stille morgen i cockpittet. Christian spiller guitar, drengene dimser og de to små sover. Og jeg vågner. Helt langsomt. Og kigger tilbage på to år, som har været såååå vilde! Det er ok at være på vej hjem. Men det er fandme også ok at være trist over en tid der er ved at slutte. Jeg har (som man måske har luret) aldrig været super god til store forandringer. Eller jo, jeg er ok god til det, men det tager mig tid. Og jeg har fundet ud af at den tid må jeg acceptere at bruge. Jeg kan ikke forcere det. Jeg kan ikke trykke på en knap og så være i det nye uden at føle en sorg over det der slutter.
Sådan har Christian det ikke. Han er så vildt god til at omstille sig. Jeg tror hans reaktion over at være hjemme kommer senere. Måske kommer den når hverdagen rammer os med skole, madpakker og job. Måske første gang han opdager, at han ikke lige kan række armen ud og trække mig ind til sig (det håber jeg på en måde…). Eller måske når det bliver mig der fortæller ham historier om hvad vores bådbaby nu har lært – måske lige der, hvor han får det fortalt i stedet for at opleve det selv.
Eller også glider han ganske langsomt ind i den hverdag, der venter os og er lige så skide god til det, som han har været til at tage på eventyr. Det føles engang imellem som om jeg har giftet mig med Supermand:)

I går tog vi en lille runde. Alle skulle fortælle om deres bedste oplevelse, det vildeste minde eller det, de tror, har ændret dem mest på turen. Det var vildt. For det satte gang i tankerne og følelserne og pludselig var vi i gang med en rutschebane-tur i to års eventyrland. Det burde vi gøre noget oftere.
Nå, men de oplevelser vi hver især synes var aller vildeste, har vi valgt at dele her:

Liva vil aldrig glemme dengang vi reddede den store leatherback turtle på Tobago. Hvis ikke Gustav havde set den skildpadde, ville den have været død. Og det var meget vildt at sidde i en lille bitte jolle og se sådan et stort dyr, som havde brug for hjælp. Heldigvis klarede den det. Det skrev jeg om her.

Bertram har 1000 ting han har lyst til at fremhæve. Men han endte på dengang vi fangede en Marlin på vej til Colombia. Bertram siger: Det var fedt, fordi den var så stor og følelsen af at hive den ombord kan man ikke beskrive. Det var en drøm der kom til live. Her er der billeder af den – både hos os og den colombianske kystvagt.

Gustav – den store fiskeentusiast – ender også på dengang vi fangede en Marlin. Så stor en fisk havde han kun drømt om at fange. Alle fisk han fanger fremover, vil blive sammenlignet med kongefisken.

Skippers største succes og oplevelse var at få hele familien med over Atlanten. At have tre uger sammen på et stort hav og nyde det. Og følelsen af at hele familien var klar til det. Og at han var lykkedes med at få alle til at have lyst til det – og at alle var vide med det! Atlanterhavskrydset har jeg skrevet om her og skippers logbog er her, her og her.

Sådan så vi ud efter ankomst

Jeg endte (selvfølgelig) også med at nævne alle mulige små glimt af noget større. Jeg elskede Colombia – både vores tur på vej dertil langs den øde kyst – og Cartagena, som kan noget helt særligt. Og Grenada vil også for altid have en særlig plads hos mig – både på grund af vores tætte venskab med Drum, som blev etableret der, men også fordi Grenada kunne det hele…by, jungle, vand og vilde ture. Og vores bådbaby har for evigt sørget for at St.Martin har betydning – det er hans fødested og en dag er vi nødt til at tage tilbage og vise ham hvor han kom til verden. Og Cuba…Cuba, som var så særlig for os- Og Bahamas, som vi er nødt til også at besøge igen – gerne i 4-5 mdr.
Men så blev jeg meta-agtig og så det hele lidt ovenfra… Rejsen i sig selv. Vores udvikling som familie. At vi er her nu med alle de vilde, skøre og fantastiske oplevelser, at vi har krydset Atlanten sammen, at vi har lavet et nyt mennesker ude i den store verden, at vi har fået venner fra ret mange steder i verden – og at vi stadig har lyst til at være sammen efter 2 år på 42 fod!

Se, det er vildt for mig!

Også en ret vild oplevelse.

Men nu slutter dette eventyr snart. Meget snart. I nat sov vi i Rødvig og i dag sover vi i Dragør. Og så er det søndag. Og så skal vi hjem. Og så skal vi tage hul på det nye.

Et skridt nærmere…

Så er vi i Cuxhaven. Ægte tæt på at være hjemme. Turen hertil var så fin – kun et lille døgn med meget irriterende forhold. Resten af turen nød vi faktisk. Det var verdens bedste beslutning at tage afsted fra Calais – også selvom stemningen i starten var lidt rådden. Alle var med i beslutningen og det virkede faktisk som om det gjorde noget ved turen. Vi har flere gange undervejs bekræftet hinanden i hvor fedt det var, at vi tog afsted…

Det er mærkeligt at være nået så langt. Vandet har fået en anden farve – det er brun/grønt, luften er anderledes og smager ret meget af Danmark, det er ikke længere vildt, når der sejler svenske eller danske både forbi os og der bliver kigget mærkeligt på os, når vi vinker højlydt og råber…men det er vi jo vant til når vi møder både fra Skandinavien ude i verden. De store skibe er der mange af og de sejler tæt. Det har været endnu en tur, hvor der skulle holdes ret meget udkig både nat og dag.

Vi er i omstillingsproces. Og vi klarer det fint. I dag står den på by og i morgen kl 13 når strømmen tillader det, tager vi mod Kielerkanalen. Vi glæder os til en rolig lang dag for motor på fladt vand – altså ikke skipper, han hader lange motordage, så alt er præcis som det plejer.

Det er meget mærkeligt at tænke på, at vi er hjemme på søndag. Men det er mærkelig på en ok måde. De store solbriller har der endnu ikke været brug for. Men mon ikke det kommer på søndag, når vi sejler ind i havnen og armene på dem vi har savnet.

Netop ankommet til Cuxhaven. Gustav står med skrald, Liva får solen i øjnene, lillebror har ryggen til…men ellers går det godt:)

S/Y dårlig stemning

Stemningen ombord er mildest talt rådden. Når skipper er sur, flygter alle fra båden. Det gør de sikkert også når jeg er sur, men det opdager jeg ikke (fordi jeg har travlt med at være sur).

Skipper er sur over at det ser ud til at være modvind resten af vejen hjem. Og at han godt ved, at besætningen også hader modvind!

Teenageren er sur fordi vi skal sejle. Jeg har tilbudt ham at han kan hoppe på et tog hjem herfra. Det er så vildt at man nu kan tage et tog og være hjemme på under et døgn. Men det vil han alligevel ikke.

Sylvester er forvirret over at verden er så stor, at der findes biler og at fremmede mennesker bare går rundt i hans verden.

Bertram er egentlig ikke sur. Han er bare frustreret over at han ikke har net til et eller andet dumt bilspil.

Liva er heller ikke sur. Men når vi snakker om at skulle sejle på eventyr en anden gang, siger hun “kan vi ikke bare flyve næste gang?”. Og det siger på en måde det hele…

Og jeg er egentlig heller ikke sur. Jeg gider bare ikke sejle mere. Jeg gider ikke at få blå mærker når vi krænger og jeg igen glider ind i dørkarmen. Jeg gider ikke.

Alt det tilsammen giver en virkelig dårlig stemning. Og dårlig stemning på 42 fod på havet er ret nederen.
Og nu er vi alligevel lige sejlet. Ud i modvinden. 2 døgn på havet. Næste stop et sted omkring Calais. Forhåbentlig i lidt bedre humør.

Og måske er vi alle ved at omstille os. Og det kan altså godt skabe lidt dårlig stemning. For ligesom jeg tænker over, hvordan det bliver at lande derhjemme, tænker resten af banden ombord selvfølgelig også over det.

Her ligger Johanna så fint i havn. Og man kan slet ikke se at stemningen er helt skidt..

Åhr, ja hvor er vi tæt på…

Tilbage i England, tættere på hjem. Da vi var sejlet til England fra Danmark for snart to år siden, synes vi at vi var nået virkelig langt væk hjemmefra. Som i virkelig langt væk. Vi kiggede på hinanden og gav ‘high five‘ og var på toppen over hvor seje vi var.
Nu er vi nået til England og nu synes vi, at vi er tæt på at være hjemme. Virkelig tæt på. Vi giver ikke ‘high five‘ mere, men vi er stadig på toppen over hvor langt vi har sejlet.
Vi havde modvind hele vejen fra Danmark til England da vi tog på eventyr. Og nu ser det ud til at vi også får modvind hele vejen fra England og hjem. Enkelte ting ændrer sig ikke.

Heller ikke hvor smukt her er i England. Dagen i dag er gået med lang tur i byen. Fine gader, små pladser og alt det mad man kan tænke sig. Også fish and chips…som vi selvfølgelig kastede os over. Selvom vi er færdige med at opleve og næsten ikke kan rumme mere, så kan vi godt klare en hænge-ud-dag i en smuk by i solskin. Og bådbabyen nyder tiden på maven af sin mor og opdager næsten ikke hvor kaotisk den virkelige verden kan være.

Vi ligger i marina midt i byen. Her er liv om dagen og ro om natten. Meget fint.
Her er bad og toilet lige ved siden af os. Og i den her familie er det stadig en helt utrolig luksus at have adgang til varme bade. Så det dyrker vi og nyder. Og stor var glæden for Liva i går, da hun opdagede at der i det ene bad var en skammel man kunne sidde på under badet (handicap-badet). Så der sad hun og nød et laaaangt varmt bad. Og endnu større var glæden da vi kom ud af badet og opdagede, at der var opstillet hårtørrere. Så bliver det ikke mere luksus-agtigt. Og det viste sig at være ret heldigt, at der var hårtørrere…for vi havde glemt vores håndklæder og måtte finde en alternativ måde at tørre os på.

I morgen går turen videre. To nætter her i Guernsey marina var hvad det kunne blive til den gang. Vi har en tur på ca 40 sømil foran os til Cherbourg. Der satser vi på at blive en nat. Det ser ud til at vinden vender om ca en uge og der vil vi godt være omkring Calais. Der er under to uger til vi sejler ind i Svanemøllen og ind i armene på alle dem vi ikke har set i to år. Det er store sager!