Om at komme i havn – og komme hjem

Det hele skal nok gå. Vi har fået havneplads i Svanemøllen. Samme bro som vi lå på inden vi tog afsted – dengang jeg skulle se mit nye hjem og var helt nervøs over om det mon føltes som hjem.
Nu er følelsen helt anderledes. Jeg kan ikke forestille mig et andet hjem end den her Bianca 420. Og jeg kan ikke forestille mig en anden havn end Svanemøllen havn. Og efter 2 år i den store verden, så er det meget rart at vide, hvor det hele er…vaskeriet, badene, cykelparkering, stranden og den nærmeste Netto…den slags fjollede småting som gør, at man kan snakke om det med ungerne, forberede dem og lave gode planer og drømme for fremtiden. Og fortælle dem at cykelturen til de aller bedste venner stadig kun tager 5-10 minutter.
Så den der mail om at nu havde vi en fast plads, den kom lige på rette tidspunkt.
På gensyn Svanemøllen – lige om lidt.

Første møde med båden (mit hjem) i Svanemøllen havn...

Første møde med båden (mit hjem) i Svanemøllen havn…

Og nogen lunde samme udsigt kan jeg se frem til når vi rammer vores havn igen. Det gider jeg godt.

Og nogen lunde samme udsigt kan jeg se frem til når vi rammer vores havn igen. Det gider jeg godt.

Farvel til St.Martin

Nu er vi klar. Bunden er renset, der er fyldt diesel og vand på tankene og de ekstra dunke, så vi kan klare os i lang tid. Maden til aftenen er forberedt, cockpittet ryddet og alt i båden er fastgjort.

Vi skal videre. Og vi skal væk fra St. Martin. Og selvom vi glæder os, så er det også lidt trist. Og sådan er det jo altid i den her familie – altså ikke bare sort/hvidt. St.Martin har været vores hjem i denne omgang i 3 måneder. Og St.Martin vil altid være særligt for os.

Jeg har jo for filan da haft veer på den her ø og født en baby. Det er her Sylvester er blevet født. Det er her jeg har født på et andet sprog end mit eget. Og det er her han har levet sine første 5 uger. Det er lige her på St.Martin at den her familie voksede fra fem til seks. Det er stort. Og det er svært at tage fra – uden at vide om vi nogen sinde kommer tilbage og ser det sted, hvor vores lille bådbaby kom til verden.

Det er også her vi har fået venner i en hverdag, hvor alt ikke altid var skide sjovt. Hvor det engang imellem var tungt, ensomt og hvor det føltes uendeligt langt væk hjemme fra – og fra venner og familie. En anden slags venner end vi har hjemme i Danmark, men venner, som har udfyldt det tomrum på en måde, som gjorde det til at være i. Som har været vidner til vores liv i en tid, hvor store følelser var på spil.

Det er derfor vi nu igen kæmper med den afsked, som jeg godt ved fylder meget her på bloggen. Men sådan er eventyret også.

Og nu sejler Johanna videre med en familie på seks. Og en familie fuld af følelser for det her sted, som det pludselig ikke er nemt at sejle fra.

img_3693

Atlanterhavskryds med baby?

Vi er gået i tænkeboks. Atlanterhavskrydset nærmer sig og vi er stadig i tvivl om hvad der er den bedste løsning for os. Eller det vil sige én af os er i tvivl…alt er på en måde helt som det plejer. Skipper er rolig, helt rolig. Det der Atlanterhav kan bare komme an. Han skal nok få sin familie sikkert over – også mor og baby. Og han er ikke i tvivl. Det er det han ønsker og drømmer om. At afslutte turen sammen. Så er der en anden her på båden, som lige overvejer. Og tænker. Og mærker efter. Og kigger på den lille bitte bådbaby. Men som også har ret meget lyst til at tage turen.

Der er to muligheder:

1. At jeg flyver fra Bahamas til Azorerne med Liva og lillebror. Og Christian og drengene sejler Johanna til Azorerne og så mødes vi alle seks der.

2. At hele familien sejler sammen fra Bahamas til Azorerne.

Inden lillebror kom var jeg sikker på at løsningen ville vise sig, når vi havde mødt den lille fyr og mærket hvordan det var at have en baby her på båden. Den – altså beslutningen – har ikke vist sig endnu.

Men jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at splitte familien op. Hvis jeg flyver med Liva og lillebror, kommer vi til at være væk fra hinanden i minimum 3 uger. Det vil koste en masse penge, skabe en masse uro for både store og små og mine tanker vil alligevel hele tiden være på det der store hav. Det var ikke sjovt at vente på Christian sidst han krydsede – og måske er det bedre for mig at være en del af det. At passe på Christian og drengene også. Og når jeg nu faktisk har lyst til at være en del af det…
Når jeg spørger min skipper om han tror han kan passe på os, svarer han: “Jeg ved jeg kan passe på jer”. – Og det ved jeg også at han kan. Og hvis ikke jeg havde den tryghed i at have ham som min skipper, så ville jeg ikke overveje det.
Og jeg ved at vi er stærkest sammen. Og at vi er seje sammen. Men et Atlanterhavskryds med en baby på 2,5 måned…kan man det?

Jeg ved, at der på havet vil komme dage, hvor det ikke er sjovt og hvor jeg måske fortryder beslutningen. Og jeg ved, at der vil sidde en del mennesker hjemme i Danmark, som overhovedet ikke kan forstå vores beslutning (hvis vi altså beslutter at sejle med). Men det kan jo ikke være afgørende for hvad vi beslutter.

Jeg ved også, at der vil være (alt for) mange dage, hvor jeg går rundt på Azorerne og fortryder min beslutning (hvis vi beslutter at jeg skal flyve med de to små). Og føler, at jeg er det helt forkerte sted. Og jeg vil højst sandsynligt fortryde beslutningen både før, under og efter.

Vi er i gang med at forberede båden, så vi har muligheden for at sejle med. Det betyder at vi (på trods af virkelig lavvande i pengepungen) har besluttet – her i sidste øjeblik – at få syet sider på vores sprayhood. Det er en stor udgift her i sidste kapitel af eventyret, men det er også en god investering i vores liv hjemme i kolde (og våde) Danmark, hvor vi starter med at skulle bo ombord på Johanna.

Hvis vi krydser Atlanten, er vi nødt til at have et sted, hvor vi kan sidde trygt og sikkert med Sylvester. Og trygheden i at vide at vores cockpittet er lukket næsten hele vejen rundt, forestiller jeg mig også vil give en ny form for ro, når jeg ligger i vores kahyt og ammer og mørket falder på. Især når jeg ved at mine bitte små drenge på 11 og 15 år sidder derude med redningsveste og livliner og har en fest over at være på vagt på Atlanterhavet i mørket…

Der er ikke andre der kan tage beslutningen for os. Men hvis der sidder folk derude med erfaringer…altså andre der har sejlet med bitte små babyer på de meget store have, så skriv lige til mig eller skriv en kommentar, hvis jeg må skrive til jer. Er der et eller andet jeg bør vide, tænke over, forberede?

Beslutningen skal ikke tages helt endnu. Men det er fandme tæt på. Inden vi drager herfra tager vi en tur forbi en børnelæge og får lavet et tjek på lille Sylvester. Men vi kan jo godt mærke, at han har det dejligt – og han vil helt sikkert nyde roen på båden. Og nyde at have sine fem mennesker helt tæt på i 17-18 dage uden afbrydelser, indkøb og ture.

Man havde ikke forestillet sig, at jeg helt seriøst ville sidde og overveje at sejle over Atlanten med hele familien og en lille ny baby, hvis man læser mine tanker og følelser fra starten af den her tur.

Der kan alligevel ske meget på 20 måneder…

Er det mon det samlede Atlanterhavshold??

Er det mon det samlede Atlanterhavshold??

Tilbage for anker…

Vi er rykket ud for anker igen. Desværre var der ikke plads til os i marinaen længere. Så nu skal vi prøve et liv med baby for anker. Det bliver helt sikkert en stor ændring. Ungerne har vænnet sig til at kunne løbe frem og tilbage mellem båd og land, at have den frihed at kunne bevæge sig alene (og ikke altid i flok) og det er blevet til mange timers leg med alle hundene i marinaen.
På den anden side er det en enorm lettelse at rykke væk. Der har været en mærkelig stemning derinde. Alle kender alle og de fleste har noget imod hinanden. Det betyder en stemning, som går lige i maven på en nybagt mor fuld af hormoner…

En dag kom Liva tilbage til båden efter at være blevet udsat for én af de der mænd, som hver dag klokken 17 har drukket lidt for mange øl og derfor ved alt i hele verden. Han havde spurgt til lillebrors navn og sagt til søde og stolte Liva, at det var “a bad name for the baby and we shouldn’t call him that“. Derefter havde han højlydt undret sig til de omkringstående over at vi som en dansk familie valgte et navn som Sylvester – for det kan man da ikke hedde i Danmark.

En anden dag, da vi kom tilbage på båden, hvor drengene havde været alene, var drengene dybt chokerede over at manageren havde været i kæmpe skænderi med en kunde på en båd – et skænderi som nær udviklede sig til slagsmål og som endte med at de bandt den stakkels sejlers fortøjninger op og kastede dem ud til ham og bad ham om at skride…

Der er et miljø her, som er så usundt og de stakkels unger bliver irettesat hvis de smækker døren, kalder på en sovende hund osv… Og jeg har kæmpet for ikke at tage alle kampene og blive løvemor hvert 5. minut…jeg har på en måde lovet Christian at prøve at holde ud og ignorere det og snakke med ungerne om det i stedet for at skændes med hele marinaen. Det var hårdt.

Man skal ikke glide af når det gælder de der unger…det har min mor lært mig, ved selv at være verdens bedste løvemor. Men lige i den her situation i marinaen skulle jeg.

Christian lægger på værkstedet dagligt øre til at den ene efter den anden kommer og bagtaler en eller anden kollega…men han kan godt lukke af og være i det. Åbenbart.
Men når jeg sidder og skriver det her, kan jeg godt se at det sgu nok er meget godt at vi nu er rykket herud for anker. Helt uforstyrrede i vores egen verden. Uden konflikter, fulde mænd og skænderier. Det må de godt have for dem selv.

Og faktisk har tiden i marinaen forstærket min følelse af ensomhed. For selvom det ikke var et fællesskab jeg havde lyst til at være en del af, kan jeg godt få øje på at de havde et fællesskab. Og det er alligevel længe siden vores familie har været en del af et fællesskab- udover det helt rigtige fællesskab vi har her på båden.

Nu ligger vi her. Her er stille. Stor kontrast til ude i Marigot Bay, hvor der på trods af ingen vind er 12 fods dønninger. Bådene vælter rundt derude. Vi ligger heldigvis i lagunen og er godt beskyttet.

Farfar og farmor kom i går med kufferter fulde af gaver, rugbrød og kærlighed. Både fra dem selv og fra alle mulige andre hjemme i Danmark, som har sendt forkælelse og kærlighed. Og det var lige hvad vi trængte til. Vi er jo ikke ensomme, vi er bare på eventyr.

Og Sylvester…han sover, spiser og er begyndt at være vågen mere end 5 minutter før han overgiver sig til søvnen igen…og vi er vilde med ham.

img_0905 img_0904

Johanna i marina...

Johanna i marina…

 

Baby ombord

Vi har været 6 i familien i snart en uge. Det er jo ingen tid og alligevel føles det som om han har været her altid.
Vi er igen i den situation, at vi prøver en masse ting for første gang. Eller sådan føles det ihvertfald…

En tur i dinghy med lille bitte Sylvester på maven er på en måde en helt ny oplevelse. En gåtur forbi de steder vi kender så godt her på St.Martin, er som at gå der første gang, fordi der nu sidder en lille fyr på maven. Vi lægger mærke til hundene her i marinaen der gør så højt om morgenen og skabe, der (åbenbart) altid smækkes hårdt i ombord på Johanna. Vi oplever alting med nye øjne og ører og det er så dejligt.

Og Sylvester…han sover, spiser, skider og er lige her hos os.

img_5854 img_0867

Alle ungerne står i kø for at hjælpe, kysse, nusse og bare ligge ved siden af. Han er så heldig. Og jeg må indimellem insistere på at nu er det min tur – eller bare smide ammekortet på bordet (og det kan man ikke diskutere med). At blive mor for fjerde gang er faktisk nok det mest fantastiske man kan forestille sig. Og det er rigtig meget på grund af de der tre større unger, der er så fulde af kærlighed og omsorg. Og så fulde af ro.

img_0862 img_5857

img_0885

Vores fællesskab, som i forvejen er blevet styrket af de her 1,5 år ude i verden er så stærkt og nærmest til at føle på lige nu. Det vi oplever sammen – både eventyret og at få en lillemand ombord, det er så vildt!

I morgen lander farfar og farmor. Og vi glæder os til at dele alt dette med dem. Og trænger også til det.