Lige nu er vi her

I går var jeg hos Mille, som laver podcasten “Den digitale nomade“. Sidst jeg snakkede med hende var jeg på St. Martin med kæmpe mave, tæt på termin og stadig på eventyr. Det kom der en fin podcast ud af, som man kan høre lige her. Og i går mødtes vi så for at følge op… Vi snakkede om at komme hjem, om de spørgsmål man får og om hvordan eventyr ude i den store verden ændrer os. Mille har selv været afsted, og det var ret dejligt at snakke med hende om det hele. For hvordan skal man dog kunne forstå, hvordan det føles, hvis man ikke selv har prøvet noget lignende? Som skrevet tidligere, har vi så mange...

En uge efter

Der er gået en uge siden vi kom hjem. Og dagene flyver. Præcis som de gjorde i Caribien. Vi ser så mange mennesker og spiser så meget mad – og på den måde er det slet ikke som i Caribien. Vi er ikke mindre forvirrede end sidst jeg skrev. Men vi føler os ret elskede. Og ret savnede. Og det er følelser, som man kan leve ret længe på. Så skide være med at vi er forvirrede, i tvivl om fremtiden og helt på røven økonomisk. Vi har verdens bedste netværk! Facebook har ageret vores talerør ud i verden. Det er ikke et medie vi har brugt til at få hjælp før. Men vi har oplevet at sende et “sos”...

Hjemme, glade, trætte, skrupforvirrede…

Vi er hjemme. Vi er glade. Vi er trætte. Vi er skrupforvirrede. Og vi er hvor vi skal være – nu. Søndag den 8. juli kom pludseligt. Vi havde talt ned og pludselig var det dagen. Vi sejlede fra Dragør kl 12 og ankom i Svanemøllen kl 14 til flag, kram og fest. Overvældende, vildt og fantastisk. Nu er det onsdag. Det er nærmest nat. Jeg sidder her i cockpittet i mørket. Insekterne flyver omkring mig og elsker lyset fra skærmen. Lillebror sover i barnevognen på broen 5 meter fra mig, Liva er taget på overnatning hos mormor og morfar og drengene har en lykkelig genforening med deres playstation og et fjernsyn i salonen. Skipper er i bad. Og ved...

Runde: de vildeste oplevelser

  Stille morgen i cockpittet. Christian spiller guitar, drengene dimser og de to små sover. Og jeg vågner. Helt langsomt. Og kigger tilbage på to år, som har været såååå vilde! Det er ok at være på vej hjem. Men det er fandme også ok at være trist over en tid der er ved at slutte. Jeg har (som man måske har luret) aldrig været super god til store forandringer. Eller jo, jeg er ok god til det, men det tager mig tid. Og jeg har fundet ud af at den tid må jeg acceptere at bruge. Jeg kan ikke forcere det. Jeg kan ikke trykke på en knap og så være i det nye uden at føle en sorg...

Tilbageblik – yes!

Jeg faldt over et gammelt opslag på facebook fra DR fra dengang vi tog afsted. Et lille kort videoopslag, som medførte en masse meget ubehagelige kommentarer. Kommentarer om at vi var egoistiske, at man ønskede at vi blev fundet på bunden af havet, at vi var dumme at vi sådan troede, at vi kunne flygte fra en hverdag og få noget andet ud af livet, at det var synd for vores børn og mere i den dur. Av, hvor gjorde det ondt dengang i august 2016, hvor jeg læste dem. Og det er mærkeligt at læse dem nu igen. Og specielt nu, hvor turen er næsten slut. Og jeg kan sagtens genkalde mig alle de følelser jeg havde. Det var...